Cuba – på kryds og tværs

 

Et dias-foredrag der byder på en rundrejse i Cuba. Starten går i Santiago de Cuba, der sammen med 6 andre byer ”Villas” blev grundlagt i perioden 1511-14. Byen var landets første ”hovedstad”, men allerede i 1553 flyttede guvernøren til Havana. Santiago de Cuba’s placering betyder, at byen har helt sin egen identitet, blandt andet grundet påvirkninger fra Haiti og franske kolonialister.

Næste stop er Camagüey, der med sine ca. 280.000 indbyggere er landets 3. største by. Grundet gentagne piratangreb blev byen flyttet 2 gange. Den velanlagte bymidte byder på smukke gamle huse og parker. Kulturlivet er rigt og eksempelvis har nationalballetten en skole i byen.
Trinidad er en sand perle. Kolonistilshusene afspejler en farverigdom uden lige. De smalle brostensbelagte gader, der kun er fremkommelige til fods eller på hesteryg og beboerne der tilbyder et utal af souvenirs til de mange turister, er med til at gøre byen unik. Fremhæves skal Plaza Mayor (Store Torv), og kirken Parroquial Mayor – alt i alt en by der har helt sin egen stemning. Ligesom Havana er Trinidad af UNESCO erklæret bevaringsværdig som en del af verdens kulturarv (1988).

Videre til Cienfuegos, der er en relativ ”nygrundlagt” by. Dens historie går kun tilbage til 1819. Det er en by præget af handel. Havnen er den mest betydningsfulde på sydsiden af Cuba, da den grundet stor vanddybde giver mulighed for at fragtskibe kan lægge til her. Eksempelvis bliver 30% af Cubas sukkereksport udskibet herfra. Byens vigtigste plads er Parque Jose Marti, der omkranses af smukke bygninger fra slutningen af 1800-tallet. Cienfuegos har en gågade og hovedgaden Paseo del Prado (Calle 37) fører ned til vandet og Palacio de Valle.

Nu tager vi vestpå og første stop er ved Soroa, der først og fremmest er berømt for en botanisk have med en orkidépark (orquedería). Den smukt anlagte park byder på hele 700 orkidéarter, hvoraf de 200 er cubanske.

Det egentlige mål på denne tur er Viñales (ca. 25 km nord for Pinar del Rio). Dalen med de karakteristiske bjerge (mogotes) kan bl. A. opleves fra det smukke gamle hotel Los Jazmines. Viñales byder også på huler og koralrev. I ”Cueva del Indio” (indianerhulen) gemte indianerne sig for spanierne. Her kan man gå gennem en kalkstenstunnel og sejle på en underjordisk flod.
Pinar del Rio er identisk med tobaksdyrkning. Det er her verdens bedste cigartobak findes. Rundrejsen slutter med besøg hos et par af de lokale tobaksdyrkere.

Alle foredrag:

Los Angeles
Den californiske bolig
Cuba – et historisk tilbageblik
Cuba – på kryds og tværs
Cuba - bag facaden

 

 

Webdesign: Incogni