Portręt af cirkus.
Cirkus er magi, spænding, grin og gråd. Det er savsmuld, heste og eksotiske dyr. Cirkus er artister og klovner i et univers af oplevelser der har rod i århundred gamle traditioner - men som opleves i et nutidigt udtryk.
I en årrække har jeg haft mulighed for at fotografere de kunstnere, de skæbner der i manegens savsmuldsbelagte arena skaber denne helt unikke verden. Badet i projektørernes lys til akkompagnement af trommehvirvler og fanfarer forfører de os aften efter aften under teltdugen.
Cirkus-verdenen er helt sin egen. Ingen anden gren af ”underholdningsindustrien” lever en så omskiftelig tilværelse. En karavane, et teltfolk i konstant bevægelse for at give publikum i alle aldre og i alle egne af landet en uforglemmelig oplevelse.
I 12-15 minutter ud af døgnets 24 timer skal artister og klovner yde præstationer, der er resultatet af 100-vis - ja måske 1000-vis af timers forsøg og træning.
Det er personerne bag disse anstrengelser, dette vovemod og denne fantasi, der kommer til udtryk i disse portrætter...